Dette træningshold er for alle jagthunde og der vil blive arbejdet med den grundlæggende indlæring, der er nødvendig for at få en stabil og dygtig jagtkammerat. Vi arbejder udelukkende med positive metoder og ingen afstraffelse, som er fundamentet for et godt forhold og et sundt samarbejde.
Jagttræning indeholder rigtig mange discipliner og det er vigtig, at man fordyber sig i grundtræningen for at nå de ønskede resultater samt få en veltrænet jagtmakker.
På holdet vil der ikke blive kastet dummyer, hvilket jo egentlig nok er det, de fleste mest glæder sig til og forbinder med jagttræning. I min optik mister man hurtig kontrollen over træningssituationen, idet man begynder at kaste en dummy, før hunden er helt klar og alt det grundlæggende arbejde er gjort.
Vi vil i stedet arbejde med apportering via baglænskædning og herefter videre med hundens glæde og intensitet omkring aflevering, opsamling, tilbageløb og udløb (til udlagte dummyer).
På holdene vil der blive trænet følgende:
- Apportering via baglænskædning
- Fløjtesignal samt indkald med fløjte
- Platform & target
- Områdefløjt
- Sit med bliv
- Lineføring & fri ved fod
- Tilbage sendelse
- Opstart af dirigering
- Selvkontrol
- Ro på post
- Bagpartskontrol via balje (kan lånes i forbindelse med træning)
- Platform til indlæring af pladspositionen (kan lånes i forb. med træning)
Det anbefales at man træner videre hjemme, imellem gangene hvor vi mødes, så man får maximalt udbytte af træningen på holdet.
Man behøver ikke have planer om at deltage på markprøver eller anvende sin hund på praktisk jagt, for at deltage på dette hold. Træningen henvender sig også til hundejeren der gerne vil deltage i spændende og udfordrende træning med sin hund, så den bliver aktiveret.
På holdet vil der ikke blive lagt vægt på frikvarter med fri leg mellem hundene.
Medbring til træning:
- Halsbånd/line (IKKE flexisnor eller kvælerhalsbånd!!)
- Mange lækre, forskellige og små godbidder
- Fløjte
- Apporterings genstand/dummy
- Høm høm poser
- Praktisk tøj, tilpasset vejret


Apporteringsgenstande/dummyer kan se forskellige ud - vælg den, som din hund syntes bedst om.
Der er mange forskellige fløjter - vælg en med omtanke. På billedet er vist fløjter af mærket "Acme".